Ing.dk

10 års satirepå ing.dk

Gennem 27 år har Ingeniørens faste bladtegner Lars Refn sørget for det uhøjtidelige, det selvironiske og den skæve vinkel i Ingeniørens spalter. Siden marts 1998 er det blevet til flere end 500 satiretegninger i en fast ugentlig satire, og de gøres nu frit tilgængelige på ing.dk i et nyt satirearkiv, oplyser Ingeniøren.

Her vil de besøgende kunne genopleve mange skæve øjeblikke inden for teknologiens og naturvidenskabens verden. Hverken politikere, embedsmænd, erhvervsliv eller forskere slipper for at få tingene vendt på hovedet og sat på spidsen, når Lars Refn udsætter dem for sin pen.

- Det har været supersjovt at løbe alle satiretegningerne igennem for at gøre dem tilgængelige på ing.dk. Nogle af tegningerne er bedre end andre. Nogle mere provokerende end andre, mens et par stykker er blevet uforståelige, fordi pointen er bundet i tiden. Nogle er morsomme på nye måder - nogle ufrivilligt, siger Lars Refn.

Satirearkivet på ing.dk giver brugerne mulighed for at stemme på deres favoritter samt debattere de enkelte satiretegninger med andre brugere. Målet er at videreføre Ingeniørens onlinesucces med debat og brugerinddragelse i det nye satireunivers.

Lanceringen af satirearkivet vil blive markeret med en konkurrence, hvor satire-læserne blandt andet kan vinde signerede og dedikerede eksemplarer af en bog om Lars Refns første 25 år på Ingeniøren.

Lars Refn modtog i 2001 Danske Bladtegneres fornemste pris "Svarres Legat".

Mere om nøgleordene