Altinget.dk

6,3 millioner til Kommunen

Dagbladsnævnet støtter avisen Kommunen med 6,3 mio. kr. over fire år. Avisen ejes af udgiverne af Altinget.dk og dknyt.
Dagbladsnævnet har bevilget avisen Kommunen 6,3 mio. kr. i såkaldt omstillingsstøtte i årene 2009-2012.
Avisen blev 1. januar 2009 overtaget af udgiverne bag Altinget.dk, journalist Rasmus Nielsen, og bag dknyt, journalist Claus Theilgaard. Ejerne af Kommunen A/S forhøjer selv selskabskapitalen for at sikre moderniseringen af avisen.
Kommunen blev grundlagt for 52 år siden af dagbladet Information, og er siden i en menneskealder blevet udgivet af journalist Erik Malling-Jensen, Auning. Kommunen udkommer i dag i et oplag på 3.600 til beslutningstagere i kommunerne og til andre med særlig interesse i den kommunale verden, eksempelvis organisationer og leverandører.
-Tiden er kommet til at give avisen til den kommunale verden en ansigtsløftning. Vi satser både på mere og bedre journalistisk, der går kritisk men fair til det lokale selvstyre, ligesom layout, sidetal, udgivelsesfrekvfens og læsertal skal øges mærkbart over årene," siger direktør Rasmus Nielsen, Kommunen. Han tilføjer, at også abonnementsprisen vil blive justeret ved næste årsskifte, så det nærmer sig niveauet for andre trykte aviser.
Dagbladsnævnets medlemmer, der har imødekommet ansøgningen, er professor, dr. jur. Jens Kristiansen (formand), fhv. nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen, forbundsformand i Dansk Journalistforbund Mogens Blicher Bjerregård, økonomidirektør Bent Fjord og lektor i journalistik ved RUC Kirsten Mogensen.
Som led i relanceringen har selskabet nedsat en udviklingsgruppe, der udover udgiverne består af annoncedirektør Ole Eriksson, Århus, grafiker Inge-Lise Hartz, Dragør, salgschef Mette Rosendahl, København og bladudviklingskonsulent Flemming Sørensen, Viborg. Gruppen indleder sit arbejde onsdag.
Avisen skal umiddelbart styrkes med en redaktionschef og yderligere to journalister. Kommunen påtænker at indrette en redaktion på Christiansborg fra sommer samt bevare redaktionslokaler i Århus og i Svaneke.

 

Mere om nøgleordene