ABP Medie Prisen 2009
Der er kommet nye kandidater på banen i forhold til de velkendte gengangere. Vi konstaterede i dommerkomiteen, at hvad der før var fagblade, nu nærmest er blevet til livsstilsmagasiner. Designet er blevet mere lækkert, indbydende og identitetsskabende for alle typer af blade og medier.
De nominerede er:
Spis bare
Kost & Ernæringsforbundet har i 2008 valg at udgive et nyt kvartalsmagasin for professionelle madhåndværkere med navnet "Spis bare". Det er ikke er forbundsblad - det har man ved siden af Spis bare. Det er ikke et madblad som andre i markedet. Det har fundet sin egen niche, og det fortæller historier om råvarer og mad på en måde, som adskiller sig fra de traditionelle ugeblade og madmagasiner. Vi synes i dommerkomiteen, at valget af det professionelle magasin med en ambition om at skabe fælles stolthed over at lave mad til mange fortjener en nominering, fordi resultatet er blevet ualmindeligt helstøbt og vellykket.

Samvirke
I 2008 gennemgik det 81 år gamle blad en redaktionel opstramning, så fokus nu er på mad, forbrug, sundhed og miljø. Vi synes i dommerkomiteen, at den fornyelse har været særdeles vellykket, og at bladet fremstår særdeles indbydende og læseværdigt og som altid vedkommende i sin nye form. Man er aldrig i tvivl om, at Samvirke har noget på hjerte og vil noget med sine læserne.

C3 magasinet
Magasinet har ligeledes i 2008 gennemgået en redaktionel og visuel relancering. Magasinet har en målsætning om at være identitetsskabende og stærk på cases, som læseren kan bruge at spejle sig i. Der er en målsætning om, at hvert nummer skal være en oplevelse i sig selv i samspillet mellem det grafiske, det journalistiske og det billedmæssige. Det synes vi i dommerkomiteen er lykkedes på fornemste vis.

Vinderen af årets Anders Bording Medie Pris er:
Spis bare
Dommerkomiteens bemærkninger til valget lyder sådan her:
Spis bare - handler ikke bare om at skabe mad, der er en nydelse at præsentere og indtage. Magasinet i sig selv er en nydelse at have i hånden. Det indbyder læseren på flotteste vis, til at se de professionelle i arbejde og til at få dybde og indsigt inden for madfaglighed. Når dertil kommer, at det er serveret billedmæssigt, grafisk og tekstmæssigt til mindst to Michelin-stjerner, så kan det ikke blive ret meget flottere. Det er dygtig bladhåndværk til at præsentere dygtig madhåndværk.
Til lykke til Redaktør Mette Jensen og grafiker Torben Wilhelmsen
Fra kommiteen: Lisbeth Knudsen (formand)
