Bøde på 75.000 kr. for skjult reklame
Berlingske Media og chefredaktøren for en række af koncernens lokalaviser er i Københavns Byret blevet idømt bøder på henholdsvis 60.000 kr. og 15.000 kr. for skjult reklame.
-Reklamer skal fremstå sådan, at de klart kan identificeres som værende reklamer. Det har Forbrugerombudsmanden nu for første gang fået rettens ord for. Sagen handler om Berlingske Media A/S's overtrædelse af markedsføringslovens § 4 om skjult reklame, som Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med.
Fire lokalaviser, ejet af Berlingske Media A/S, udgav i efteråret 2006 et tematillæg indeholdende både annoncer og såkaldte "redaktionelle omtaler" af en række virksomheder i området. Virksomhederne havde forinden udgivelsen fået tilbudt et samlet køb af annoncepladser og redaktionelle omtaler, som herefter blev udarbejdet og trykt af avisen, uden at det var angivet, at der reelt var tale om reklamer betalt af virksomhederne.
Det er Forbrugerombudsmandens holdning, at de redaktionelle omtaler gav indtryk af at være journalistisk bearbejdet af avisen, og ikke med tilstrækkelig klarhed fremstod som reklamer - og det har Københavns Byret nu erklæret sig enig i
- Jeg er meget tilfreds med dommen, som fastlægger en principiel grænse for, hvornår noget klart må opfattes som reklame, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe i en pressemeddelese.
Da sagen drejede sig om en række lokalaviser, blev både chefredaktøren og selskabet dømt som ansvarlige efter medieansvarslovens § 27, og idømt bøder på henholdsvis 15.000 kr. og 60.000 kr.
Bøderne blev fastsat med udgangspunkt i den indtægt, avisen havde opnået ved overtrædelsen med et skønsmæssigt fradrag for produktionsomkostningerne.
