Benchmark

Benchmark af specialmedier
- hvor dyrt eller billigt er bladet sammenlignet med andre?

Danske Specialmedier tilføjer endnu et tilbud til medlemmer med introduktion af benchmark af bladene. Fra og med i år vil Foreningen tilbyde medlemmerne en årligt benchmark analyse.

Benchmarking handler om at udvikle konkrete nøgletal baseret på bladenes årsregnskaber. Formålet er at tilføre medlemsbladene et værktøj til styre og evaluere omkostningsniveau for bladproduktionen, opdelt efter de mest centrale parametre og målt i forhold til sammenlignelige bladgrupper.

Benchmark som redskab giver dermed mulighed for at vurdere:
- egne omkostninger/indtægter i forhold til bladgruppens
- hvilke typer omkostninger/indtægter ligger over/under bladgruppens gennemsnit
- udvikling over tid i eget forbrug

Benchmark giver dermed klare indikationer på, hvor effektiv bladproduktionen er, om man får de rigtige priser fra leverandørerne, eller om der er konkrete områder, der kan forbedres eller effektiviseres. Altså de stærke og svage sider i forbindelse med bladets økonomiske drift og produktion.

Ledelsesmæssigt åbner benchmark mulighed for at sætte konkrete mål for bladets økonomiske udvikling, ligesom niveauet i forhold til sammenlignelige blade kan dokumenteres.

Danske Specialmediers Benchmark projekt er udviklet og testet i samarbejde med medieforskeren
Preben Sepstrup. Erfaringerne med en tilsvarende benchmark gennemført af vores svenske søsterorganisation Sveriges Tidskrifter viser,
at benchmarkingen er et aldeles brugbart i arbejdet med at styre det enkelte blads økonomi.

Det er gratis for medlemmer at deltage i benchmark.

 

Benchmark 2008: Resultater fra årsregnskaberne 2007 - bladøkonomi for fagblade og magasiner

Det er fortsat en kunst at drive et blad. Kun 11 ud af 33 deltagende blade i Danske Specialmediers benchmark analyse (på baggrund af regnskabstal for 2007) kan fremvise et overskud af bladdriften.

Benchmark analysen dækker hovedsageligt blade udgivet af organisationer, og i forhold til den tilsvarende analyse sidste år, er udfordringerne som udgiver vokset. Det gennemsnitlige underskud af driften er for samtlige, deltagende blade steget fra knap 22 % til i dag 27 % af de bogførte omkostninger.

Årsagen skal findes i stigende udgifter til indhold (typisk redaktion eller foto) ligesom udgiften til distribution fortsat fylder meget i bladøkonomien. Ikke mindst store blade med oplag over en halv mio. årligt har haft en stigning således at distribution i dag udgør 36 % af de samlede driftsomkostninger mod 31 % sidste år.
Driften finansieres fortsat primært ved annoncesalg, hvilket i gennemsnit dækker 58 % af udgifterne. Ikke mindst de mindste blade (blade med årligt oplag under 50.000) henter annonce kroner hjem – hele 78 % af driften dækkes gennem tekstside annoncesalg. Effektiviteten skyldes disse blades unikke position som talerør indenfor nichen.

For de større blades vedkommende er specielt indtægterne fra stillingsannoncering vokset markant. For samtlige blade dækker stillingsannoncer 13 % af driften hvilket er en fordobling fra sidste år. Stillingsannonceringens øgede betydning indenfor print kan sikkert overraske mange, men skyldes den lave ledighed og dermed behovet for at tiltrække såkaldt passivt jopbsøgendes opmærksomhed. Dette sker bedst igennem trykte medier, hvor online stillingsannoncering kræver aktiv søgning.

Benchmark-analysen blev offentliggjort på et møde for de deltagende blade. De enkelte blade fik udleveret nøgletal for bladet, som kan sammenlignes med tallene for den gruppe, de tilhører. Tallene for de enkelte blade er fortrolige, men hovedtallene kan læses på www.specialmedierne.dk.

I gennemsnit koster det 39 kr. at udgive hvert eneste eksemplar af et blad, en pris, der for de mindste udgivere næsten fordobles.
Ideen med benchmarking er at give de enkelte blade værktøjer til at vurdere, om bladdriften kan gøres billigere og bedre.
Næste analyse gennemføres marts 2009.

Yderligere oplysninger kan indhentes hos Henrik Thøgersen.

BilagStørrelse
benchmark 2007 blade totalt.pdf14.84 kB
vejledning benchmark skema_april2010.doc54.5 kB
Indberetningsskema benchmark_april2010.xls35.5 kB