- Forening
- Medieområdet
- Videndeling
- Udgiver
- Service
- Dokumentation
- Links
Berlingske Media har overtaget rettighederne til udgivelsen af det danske AUTO BILD, der bliver lanceret under navnet BILEN - et 14 dages bilmagasin med fokus på nyheder, forbrug og fascination.
Med det ny BILEN bliver læserne både underholdt og opdateret på deres viden om biler fra små og billige til dyre og store, fra de miljøvenlige til de mere benzinslugende, oplyser Berlingske Media i en pressemeddelelse.
BILEN vil adskille sig fra andre danske bilblade ved at have flere nyheder og være hurtigere med de seneste nye modeller, udstyr og trends. Vi trækker på AUTO BILDs enorme testafdeling og ressourcer og kan derfor bringe gedigne tests af såvel nye som brugte biler med relevans for det danske marked, skriver Berlingske Media.
Desuden vil det ny magasin indeholde det bedste bilstof fra andre af Berlingske Medias biludgivelser - blandt andet artikler, tests og tips fra Berlingske Tidendes BILEN-sektion og B.T.s bilsektion samt tillægget Kør Godt, som kommer sammen med Berlingskes seks lokale dagblade i det Midtjyske område.
-Vi er både glade og stolte over, at en af Europas største medieudgivere vælger Berlingske Media, som samarbejdspartner for udgivelsen af AUTO BILD i Danmark. Det tager vi som en tillidserklæring. Vi benytter den nye aftale til samtidig at omstrukturere vores produktion af bilstof i hele koncernen. Vi samler for fremtiden vores biljournalister i et aktieselskab med navnet Berlingske Magasiner, hvor fra de skal kunne producere indhold til både avistillæg, magasin og websatsninger på bilområdet," siger koncernchef Lisbeth Knudsen.
Det danske AUTO BILD er hidtil blevet udgivet af Forlaget de Luxe. Her oplyser direktør Torsten Lehrmann til Business.dk, at de Luxe i første omgang vil tage bestik af det nye magasin.
”Vil selvfølgelig vurderer hvordan det nye magasin ser ud, når det kommer på gaden. Juridisk har Berlingske nok sit på det tørre, men jeg synes, det er tyndt. Det skaber forvirring omkring produkterne,” siger Torsten Lehrmann, der afviser, at han kendte til Berlingskes planer, da han for nylig navngav sit bilmagasin.
Han understreger også, at det er De Luxe, der har opsagt aftalen med Axel Springer og ikke omvendt.