Specialmediemagasinet

Billederne skal være levende

Tjeck Magazine har opgivet at få læserne til at betale for bladet. Efter at fire numre uden det store resultat har været til salg i kioskerne, er bladet vendt tilbage til at være et rent gratismagasin, og i stedet satser udgiveren på at revitalisere tjeck.dk. Blandt andet ved at satse stort på levende billeder. 

For øjeblikket ligger der omkring 60 videoklip på tjeck.dk – en tredjedel indenfor kategorien sex – og der vil komme mange flere til. De er dels produceret af magasinets egne journalister del af håndplukkede unge, som får optageudstyr stillet til rådighed mod at levere indslag til sitet.
 
Satsningen på nettet og specielt på videoindslag er ganske enkelt nødvendig, hvis man skal have fat på de unge, siger Tjecks ansvarshavende redaktør Michael Jepsen, der dog understreger, at det trykte magasin fortsat vil være en vigtig del af forretningen og at forhåbningen er, at blad og web kommer til at gå op i en højere enhed.
 
Således vil det i forbindelse med en række af artiklerne i Tjeck Magazine fremover blive muligt at se en video om, hvordan artiklen er blevet til.
 
”Vi tror, mange af de unge læsere gerne vil se, hvordan man laver sådan et magasin som vores. Så vi vil give dem mulighed for at komme med bag kulissen og fx se en video om fotoshootet, når de har læst et interview med en musiker i bladet”, siger han.
 
”Det spændende er, at vi kommer meget tæt på læserne ved at inddrage nettet mere. Der skal rigtig meget til, før læserne sætter sig til at skrive en mail, når de har læst en artikel i bladet. På nettet derimod er responstiden en helt anden,” siger Michael Jepsen.
 
Unge chefer på nettet
Det er ikke kun ungdomsmagasiner, der har fundet ud af, at der skal levende billeder til. Det har man også i Ledernes Hovedorganisation, der har taget de første skridt til at ændre kommunikationen med unge medlemmer og potentielle medlemmer ved at lægge en video om unges chefdrømme på både Ledernes hjemmeside og på YouTube. Se videoen her
 
Brugen af video og YouTube er et led i Ledernes Hovedorganisations strategi for at få fat på de kommende ledere. Og her kommer man altså ikke udenom de sociale medier, siger mediechef Ulla Bechsgaard.
 
”Vi har ikke taget en overordnet strategisk beslutning om, at det er den vej, vi vil satse. Men generelt set er jeg overbevist om, at vi vil komme til at se at printmediet målrettet de lidt ældre, og at man bruger de sociale medier til at kommunikere med de unge. Hidtil har vi tænkt målgruppe i forbindelse med indholdet, men vi kommer fremover til at tænke det langt mere i form også,”, siger hun.
 
Når Ledernes Hovedorganisation næste år åbner for et nyt subsite for magasinet Lederne, vil der således også være en del videoer. Og det overvejes for øjeblikket at nedsætte udgivelsesfrekvensen af det trykte blad for i stedet at bruge flere penge på web – herunder web-tv.  
 
FOA satser på print
Hos FOA er man gået den anden vej. Fagforeningen har for nylig sendt første eksemplar af et nyt ungdomsmagasin – Flora – på gaden og har dermed valgt den mere traditionelle kommunikationsvej. Og det er sket efter ønske fra de unge selv, fortæller pressechef Jens-Jørgen Krogh, FOA.
 
”Der er et stort flertal af de unge FOA-medlemmer, der ønsker et blad. Så nu prøver vi det – i øvrigt for første gang,” siger han. Han vil ikke afvise, at foreningen senere kobler web og levende billeder på, men i første omgang vil man gøre sig nogle erfaringer.
 
”Vi har tidligere forsøgt at få netcommunities for unge til at fungere. Og det er også gået godt et stykke tid lige indtil ildsjælene enten skifter arbejde eller holder op på uddannelsesinstitutionerne. Så er de gået i sig selv igen,” siger han.
 
Han er dog ikke i tvivl om, at tendensen i forhold til kommunikationen med de unge mere og mere går mod levende billeder. Det er det, der trækker, men foreløbig holder FOA sig altså til det trykte medie.
 
 

Mere om nøgleordene

  • Specialmediemagasinet tags