- Forening
- Medieområdet
- Videndeling
- Udgiver
- Service
- Dokumentation
- Links
Bladkompagniet vil fra mandag distribuere magasinpost adresseret. I første omgang alene på Sjælland - men den adresserede distribution vil være landsdækkende inden udgangen af 2010.
Bladkompagniet har i de seneste måneder gennemført en række test på adresseret magasinpost i samarbejde med forskellige foreningsblade og enkelte kommercielle blade.
Ifølge Bladkompagniet har "distributionskvaliteten været fremragende". For at få en uafhængig vurdering heraf, har selskabet indgået en aftale med et eksternt analysebureau med erfaring i måling af distributionskvalitet. Resultaterne af disse målinger vil foreligge i den nærmeste fremtid.
Salgschef Jakob Christiansen siger, at det er afgørende for Bladkompagniet, at distributionskvaliteten er i top, så medlemmer/kunder får deres magasin leveret rettidigt.
Bladkompagniet distribuerer i dag en række uge- og månedsblade uadresseret - og dækker her 85 procent af de danske husstande - men mange blade har efterlyst et adresseret produkt.
Prismæssigt vil Bladkompagniet indtil videre forhandle individuelle aftaler, og virksomheden vil derfor ikke melde en officiel prisliste ud - men salgschefen siger, " at selskabet altid vil sikre, at kundens behov dækkes, og at løsningen bliver økonomisk attraktiv for bladet".
Bladkompagniets koncept indebærer, at bladene indleverer det samlede oplag til Bladkompagniet. Selskabet sørger så for, at de blade, som selskabet ikke selv kan levere adresseret, bliver distribueret via Post Danmark. Dermed adskiller konceptet sig fra det, som mange blade kendte fra Bring Citymail, hvor bladet - eller dets trykkeri - selv skulle fordele bladene.
Bladkompagniet står også for adresseringen af blade og magasiner. Adresseringen er indregnet i prisen og dermed sparer bladene denne særskilte udgift.
Der skal betales moms af udgifterne til distribution med Bladkompagniet
Blade, der vil vide mere, kan kontakte salgschef Jakob Christiansen jch@bladkompagniet.dk - tlf.44 51 74 05. Hvis bladet bruger en konsolidator, kan kontakt også ske via denne.