Natur & Miljø

Danmarks første naturguide på mobiltelefon

Danmarks Naturfredningsforening, der udgiver bladet Natur & Miljø, åbner Danmarks første naturguide til mobiltelefoner som iPhone og Android-telefoner. Med applikationen får du naturen med i hånden til 3000 fredede områder.
Find den vidunderlige natur lige, hvor du står og går. Danmarks første mobile naturguide er åbnet, og du kan frit hente den i Apples App Store på iTunes eller på Android Market.

Applikationen er gratis og giver dig mulighed for at finde vej til over 3.000 fredede områder over hele Danmark samt unikke naturarealer, som er ejet af Danmarks Naturfond - en fond, der er stiftet af Danmarks Naturfredningsforening. Applikationen vil automatisk fortælle dig om naturarealer inden for en radius af fem og ti kilometer.
"Applikationen er et brugbart redskab for dig, som holder af naturen. Du kan finde vej til de nærmeste fredede områder og unik natur, uanset hvor i landet, du befinder dig. Du kan læse om naturen, stedet, dyre- og plantelivet og finde forslag til vandreture,"
Til mobilapplikationen Naturguide er der udviklet en naturhelt-funktion, der formidler tekst og billeder fra brugerne til Danmarks Naturfredningsforening.
"Når du bruger mobiltelefonen, kan du registrere, hvad du ser i naturen, f.eks. skønne evighedstræer, affald inaturen og trafikdræbte dyr. Tager du et billede med Naturhelten, sendes det automatisk til Danmarks Naturfredningsforening," siger Claus Skovhus.

 

Mere om nøgleordene