Den ny redaktørskole i en flermedial verden INGEN LEDIGE PLADSER

Dato: 
31/01/2012 - 13:00

Danske Specialmedier indbyder til et kursusforløb, målrettet mod redaktører på specialmedier. I løbet af de seneste år har vi gennemført hele syv forløb under navnet Redaktørskolen - men bare i den korte tid har redaktørernes virkelighed og hverdag undergået store forandringer.

Derfor inviterer vi nu til "Den ny redaktørskole", hvor samspillet med elektroniske medier og udviklingen af nye måder at arbejde på, kommer til at fylde mere. Der vil også stadig være fokus på det at være redaktør på et trykt blad - men flere og flere redaktørers virkelighed bliver flermedial, og derfor får den praktiske tilgang til de nye muligheder en større plads på den nye redaktørskole.

Den ny redaktørskole et forløb strækker sig over det meste af et halvt år. I løbet af perioden mødes deltagerne fem gange med ca. en måneds mellemrum i fire timer, fra kl. 13 til 17. Alle møder foregår i Pressens Hus i Skindergade i København. Til hvert møde gang er der et overordnet tema, men der er også muligheder for at tage emner op, som berører den enkelte deltager, ligesom det er et fast element, at alle får professionel tilbagemelding på deres egne medier.

De overordnede temaer er:
1. Medieforståelse - om læserne/brugerne, udgiverne, det enkelte medies sjæl og om konceptudvikling. Herunder opbygning, struktur, flow, mix, versionering og andre nyttige begreber.
2. Redigering i praksis - redigering handler mere end noget andet om planlægning. Om at give præcise beskeder til skrivende og fotograferende.
Her introduceres tidsbesparende redigeringsmetoder - og med udgangspunkt i konkrete eksempler fra deltagerne kommer der gode råd om effektiv redigering. Her skal vi også beskæftige os med versionering til forskellige platforme.
3. Redaktøren som arbejdsgiver - og som menneske. Vi går tæt på psykologien og den enkelte deltager. At få en redaktion til at fungere handler om faglig kompetence - men det handler også om personlighed. Få nyttige værktøjer til at tackle forskelle problemer og forskellige mennesketyper.
4. Økonomi for redaktører - hvordan får man det hele til at hænge sammen, så budgetterne ikke knækker? Hvad koster de forskellige ting egentlig? Med udgangspunkt i deltagernes egne produkter bliver der en række gode råd at tage med. Hvor er der rabatter for Specialmediernes medlemmer, hvilke gratis værktøjer kan vi råde over?
5. Design for redaktører - hvordan får man det bedste resultat af at samarbejde med grafikere, enten de nu er interne eller eksterne? Hvad virker, hvad virker ikke? Og hvordan får man sat ord på, hvad man egentlig gerne vil - så designerne fatter det? Og hvordan får man skabt sammenhæng mellem et trykt og et elektronisk univers? Med konkrete bud på justeringer af den enkeltes eget blad, nyhedsbrev eller website.
Ved hvert møde vil deltagerne blive introduceret til forskellige redaktionelle værktøjer eller arbejdsmetoder, som de har mulighed for at gå hjem og prøve af i praksis.
Herudover vil der hver gang være mulighed for at tage problemer op, som den enkelte redaktør eller redaktion tumler med. Der må påregnes en vis mængde hjemmearbejde mellem hver mødegang (op til et par timer pr. gang).
Redaktørskolen foregår på følgende fem tirsdage i første halvår 2012:

31. januar, 28. februar, 20. marts, 24. april og 22. maj.

Gennemgående kursusleder på Den ny redaktørskole er journalist Flemming Sørensen, der har været selvstændig konsulent gennem de seneste ti år - og har været med til en lang række udviklingsprojekter for ikke mindst danske og norske fagblade og specialmagasiner. Før da var han gennem 13 år fastansat som underviser på Journalisthøjskolen og har bl.a. skrevet bøger "Kunsten at lave blade" og "Kunsten at redigere". Se evt. mere på www.fl-sorensen.dk

Ud over ham vil der være en række gæstelærere i løbet af kurset.

Pris: Prisen for at deltage i det samlede forløb vil for medlemmer af Danske Specialmedier være 6000 kr. - og for ikke-medlemmer være 9000 kr. Redaktører fra medlemmer har førsteret.
Hvis der deltager flere fra samme medie, vil prisen være 4000 kr./6000 kr. for hver ekstra deltager i hele forløbet. Der er højst plads til ti deltagere på holdet.
Hvis din arbejdsgiver betaler PU-bidrag for dig kan du søge tilskud fra Pressens Uddannelsesfond til dækning af en del af kursusgebyret - samt transport, hvis du bor udenfor København. Læs mere på http://specialmedierne.dk/ds-kurser-med-pu-tilskud

Der er ikke flere ledige pladser.