Boligen

Generationsskifte i Jungersted Media

Kommunikations- og markedsføringsbureauet Vermø A/S, som blandt andet er med i ejerkredsen der for nylig reddede magasinet Helse, fortsætter sin ekspansion. Som led i et generationsskifte i Jungersted Media Aps, har Vermø A/S købt sig ind i selskabet, der allerede i dag sælger annoncer til en lang række magasiner og blade.

"Jungersted Media har gennem snart 30 år opbygget store kompetencer på et svært marked. Deres erfaring med annoncesalg komplementerer de mål og visioner, som Vermø A/S har for vores medieaktiviteter," udtaler Jan Ørum Vermø, der 1. januar afløser Jørgen Jungersted som adm. direktør i Jungersted Media.

Jørgen Jungersted fortsætter som bestyrelsesformand, mens den øvrige bestyrelse består af direktør Mads Jungersted, direktør Bjarne Salomonsen fra A/S A-Pressen og økonomidirektør Tinna Vermø.

Det nye medejerskab betyder også at Jungersted Media får flere nye titler i porteføljen, blandt andet magasinet Helse, Flyaway (Cimber Air in-flight magasin) og livsstilsmagasinet X-klusiv, der alle produceres af Vermø A/S. Desuden vil den ny offensive strategi også omfatte nye aktiviteter som eksempelvis sportsmarketing.

Gennem snart 30 år har Jungersted Media solgt annoncer til en række af landets mest læste magasiner og blade. I dag står selskabet for annoncesalget for blandt andet Advokaten, Helse - På job, Helse - Active Living, Helse - Good Food, Beboerbladet, Boligen, bladet Helse, Family (for Toyota), Ledsager (for Gigtforeningen), Revisorbladet, Roskilde Festivals program, TDC Business, Ud & Se (for DSB) samt sampling og events på DSBs stationer.

Vermø A/S er et full-service kommunikationsbureau, der beskæftiger sig med områderne Reklame & PR, Interaktiv & Web, Film & TV og Magasiner. Udover at være medejer af Helse Active Living A/S producerer Vermø A/S en række magasiner, både som udgiver og for kunder.

Vermø A/S, Helse - Active Living A/S og Jungersted Media Aps beskæftiger i alt godt 40 medarbejdere på kontorerne i København og Herning.

 

Mere om nøgleordene