- Forening
- Medieområdet
- Videndeling
- Nyheder
- Kurser og møder
- Publicering til flere platforme (2005)
- Anders Bording
- ERFA
- Reklame for alvor
- Udgiver
- Service
- Dokumentation
- Links
Bladet Helses fremtid er sikret gennem oprettelsen af et nyt aktieselskab, der vil sikre udgivelsen og samtidig revitalisere bladet med nye tiltag, blandt andet web-tv samt et nyt "Helse-råd" der skal sikre en fortsat høj sundhedsfaglig redaktionel profil. Samtidig indtræder tv-journalisten Frode Munksgaard i redaktionen.
Helse trådte den 1. august i betalingsstandsning.
- Det er en kæmpe lettelse, at der nu er sikret "Helse" en god og spændende fremtid. Også at vi dermed får muligheden for at revitalisere bladet og være med til at "Helse" fortsat kan sætte dagsorden, når det gælder sundhed og et godt liv, fortæller direktør Klaus Legau.
I salgsfasen har mange medievirksomheder været interesseret i at købe aktiviteterne der udover "Helse" med 820.000 læsere pr. udgave, også omfatter bladet "Helse Arbejdsliv" og webportalen "helse.dk".
- I slutspurten var der fire seriøse kandidater, og jeg er ikke i tvivl om at vi har fået den rigtige ejer i form af "Helse - Active Living A/S". Det var dels det højeste bud, og konceptet for den fremtidige drift ser samtidig spændende og rigtigt ud, siger den tilsynsførende advokat for "Helse" under betalingsstandsningen, Nicolai Dyhr, Abel & Skovgaard Larsen, der oplyser at salgsprisen landede omkring 5 millioner kr.
"Helse - Active Living A/S" er ejet af Jull Jørgensen Holding, Forlaget Ny Videnskab og Kommunikationshuset Vermø A/S. Selvom "Helse" går fra at være fondsejet til et privat aktieselskab vil bladet fortsat have et almennyttigt sigte.
- Ti procent af overskuddet vil gå til "Helse-prisen", fortæller selskabets nye bestyrelsesformand Rene Jull Jørgensen, der udover sine erhvervsaktiviteter også er kendt som aktionær og mangeårigt bestyrelsesmedlem i fodboldklubben FC Midtjylland.
"Helse" har primært været på print, men vil i fremtiden blive væsentlig mere aktiv på internettet, også med blandt andet web tv. Derfor indtræder den populære tv-journalist Frode Munksgaard i redaktionen med særligt ansvar for helse.dk, web-tv, Club Helse og event.
I forbindelse med overtagelsen udvides Helses direktion med adm. direktør Jan Ørum Vermø, der sammen med bladets nuværende direktør Klaus Legau vil udgøre direktionen.
Helse har som almennyttig fond haft mange samarbejdsrelationer som fortsat ønskes bevaret og gerne udbygget i det fremtidige set-up. Derfor vil der som noget af det første blive nedsat et rådgivende råd "Helse-rådet".
- Vi vil hurtigst muligt etablere et fagudvalg som vi kalder "Helse-rådet", som skal danne et bredt kontaktnetværk af specialister med det formål at skabe en balanceret meningsdannelse og inspirere vore redaktionelle medarbejdere. Rådet er rådgivende for redaktionen, der naturligvis fortsat har det fulde redaktionelle ansvar for hvad der skrives i bladene, fortæller direktør Marianne Munksgaard fra Forlaget Ny Videnskab.