Annoncer

Indgreb mod bilannoncer stoppet

Et forslag om, at mindst 20 procent af annoncer for biler skal anvendes til information om CO2-udslip og brændstoføkonomi, er indtil videre blevet stoppet af EU-kommissionen, oplyser den europæiske fagpresseorganisation FAEP.
Forslaget var fremsat af et britisk parlamentsmedlem og blev vedtaget i Europaparlamentet i forbindelse med parlamentets arbejde med en strategi for begrænsning af CO2.
Dansk Magasinpresses Udgiverforening, Danske Dagblades Forening og Danske Specialmedier protesterede sammen med de europæiske medieorganisationer mod det planlagte indgreb.

Organisationerne skrev bl.a.:Vi er som medier altid på vagt, når der lægges op til at stille lovkrav til indhold i medierne - herunder i forhold til annonceringen, da sådanne krav vil være en begrænsning af ytringsfriheden.

De tre danske organisationer henviser til, at "omkring annoncering udøver trykte medier allerede en betydelig selvregulering og er desuden underlagt nationale lovgivninger, som både forbyder vildledende annoncering, og som kræver, at annoncering skal være "lovlig, ærlig, sober og troværdig".

EU-kommissionen, der fratræder til sommer, har besluttet ikke at gå videre med forslaget, men det vides ikke, om den nye kommission vil tage spørgsmålet op igen.

 

Mere om nøgleordene