Analyse

Infopaq og Danske Specialmedier indgår aftale

Medier i Danske Specialmedier vil fremover få en bedre afregning for Infopaqs køb og videresalg af elektroniske presseklip - og få rabat ved køb af overvågnings- og analyseprodukter fra Infopaq, efter at Danske Specialmedier og Infopaq har indgået en rammeaftale.
Infopaq er en verdensomspændende leverandør indenfor medieovervågning og medieanalyser til private og offentlige virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner. I Norden er Infopaq markedsledende. Infopaq overvåger såvel trykte som digitale medier - samt radio, tv og internet.
Aftalen betyder, at medier omfattet af aftalen får royalty fra 30 til 45 procent af den samlede omsætning ved videresalg af mediets artikler til Infopaqs kunder afhængig af mediets samlede omsætning og antal DS-medlemmer omfattet af aftalen. Tilsvarende får medierne rabat på køb af ydelser. Rabatten er fra 15-30 procent afhængig af antal omfattede medier.
Danske Specialmedier anbefaler sine medlemmer at tilslutte sig aftalen, da den er med til at sikre, at medierne bliver eksponeret i en videre kreds på lige fod med de øvrige medier - i Danmark såvel som i udlandet.
- Medieovervågningen giver en synlighed, som bringer det meget guld i specialmedierne ud til alle interessenter, og som skaber opmærksomhed om mediet, som kan føre til flere købere, siger direktør i Danske Specialmedier Christian Kierkegaard.
Det er enkelt for medierne at levere indholdet til Infopaq. De skal blot uploade deres udgivelser til Infopaq. Artiklerne kan alene bruges af Infopaqs kunder til internt brug, og disse må ikke bruge artiklerne på nettet eller på anden vis publicere det.
Det er vigtigt, at medierne sikrer sig deres redaktionelle medarbejderes accept af, at artiklerne videresendes til Infopaq - ligesom det bør fremgå af leveringsaftaler med freelancere.
Medier i Danske Specialmedier, som allerede har en aftale med infopaq, vil kunne tilslutte sig aftalen.
Der er ikke eksklusivitet på området, så medier kan med fordel have aftale med flere medieovervågningsfirmaer og dermed nå bredest muligt ud. Det kan i øvrigt oplyses, at Danske Specialmedier også forhandler med Infomedia om en aftale.
Vi opfordrer til, at medier kontakter Niels Bache Larsen, Infopaq, nielsbache.larsen@infopaq.dk tlf. 36 99 00 40 med henblik på at indgå en aftale. Efter aftale med os vil Infopaq tage kontakt til vores medlemmer fra midt i november.
Har du spørgsmål, kan du også kontakte ck@specialmedierne.dk
Se aftalen http://www.specialmedierne.dk/sites/default/files/rammeaftale%20Infopaq.pdf

 

Mere om nøgleordene