Magasinet Gulv; Byggeplads.dk

Magasin om gulve

Bygge- og indretningsbranchen får nu et nyt fagmedie inden for alt, hvad der har med gulve at gøre. Byggeplads Danmark ApS og Gulvbranchen er indgået i et samarbejde om at udgive magasinet Gulv.
- Det nye fagmedie bliver samlende for hele branchen og skal have en position som primært specialmedie for alle professionelle og beslutningstagere i Danmark, der har med gulve og gulvtilbehør at gøre - lige fra indkøbere, bygherrer, arkitekter og indretningsarkitekter til producenter, leverandører og udførende entreprenører, siger Kim Sejr, adm. dir. for Byggeplads Danmark ApS.
Magasinet gulv.dk vil dække både bredt og dybt - lige fra præsentation af løsninger inden for halvhårde og hårde gulve til tæpper, installationsgulve og industrigulve til såvel erhvervskontorer, boliger og institutioner som hoteller, restauranter, detailhandel, lufthavne og industri. Magasinet vil tillige gå fagligt i dybden med faglige, tekniske og uddannelsesmæssige spørgsmål inden for gulve og gulvlægning og bringe aktuelt nyt fra Gulvbranchen. Der vil endvidere være fokus på trends og tendenser gennem messereportager, rundspørger og interview, fremgår det af en pressemeddelelse.
Magasinet Gulv distribueres med Byggeplads.dk fire gange årligt i ca. 12.000 eksemplarer - første gang i marts 2012 dernæst juni, september og december.
Magasinet har et redaktionsudvalg, hvori Gulvbranchen er repræsenteret, redaktør bliver journalist Poul Sabroe, der i forvejen er fagredaktør på Byggeplads.dk

 

Mere om nøgleordene