Ing.dk

Mediehuset Ingeniøren lancerer nyt elektronikmedie på nettet

Onlinemedie inden for teknologi og naturvidenskab, ing.dk, øger nu dækningen af den danske elektronikbranche med flere blogs, nyheder og et ugentligt nyhedsbrev om elektronik.

Ingeniøren har i forvejen en sektion om elektronik i sit trykte medie. Med den nye netsatsning får de elektronikprofessionelle samme journalistiske dækning, som de kender fra Ingeniøren, men på nettets præmisser med en løbende og skarpt vinklet nyhedsdækning. Der bliver tale om selvstændig nyhedsjournalistik og hyppige opdateringer.

Målgruppen er elektronikprofessionelle og branchens kommercielle medarbejdere, der gerne vil holde sig opdateret om produktion og udvikling inden for elektronik.

Den erfarne branchejournalist Torben R. Simonsen er ny ankermand på onlinedækningen af elektronikverdenen. Torben R. Simonsen kommer fra Ingeniørens it-medie Version2 og har tidligere været ansat på Computerworld, oplyser mediehuset Ingeniøren.

 

"Elektronik-satsningen ligger ikke kun i naturlig forlængelse af vores journalistik på teknologiområdet, hvor vi nu udbygger vores førende position. Vi iblander også stærke farver fra den erhvervsjournalistiske palette, så branchen vil opleve en dækning i øjenhøjde og blive orienteret bredt om alle væsentlige udviklinger," siger Arne R. Steinmark, administrerende direktør for Mediehuset Ingeniøren.

 

Ud over øget redaktionel fokus lanceres tjenesten Branchefeed, hvor elektronikvirksomheder kan få deres pressemeddelelser vist i et særligt område på ing.dk. Dermed får elektronikleverandørerne direkte adgang til hele branchen.

 

Elektronik-satsningen lanceres samtidig med årets elektronikmesse, E-08, der afholdes i Odense med Mediehuset Ingeniøren som arrangør. Allerede i nyhedsbrevet mandag vil læserne finde en omfattende dækning med reportager, interviews, video og nyheder fra Danmarks største elektronik-begivenhed.

 

Forventningen er, at Ingeniørens digitale elektronik-univers fremover bliver referenceramme for hele elektronikbranchen, der har taget utroligt godt imod det nye initiativ - således har det nylancerede nyhedsbrev allerede over 3.000 abonnenter.

 

Læs mere og meld dig til det gratis nyhedsbrev på http://ing.dk/elektronik

Mere om nøgleordene