Momsfritagelse

Norsk mediestøttebetænkning

Det er ikke kun i Danmark, at mediestøtten i øjeblikket er til debat - og også i Norge er momsfritagelse til aviser et omstridt emne.
Et mediestøtteudvalg nedsat af den norske kulturminister afgav torsdag betænkning. Udvalget var delt omkring nulmomsen. Den ene halvdel - flermedialalternativet - ønsker fortsat nulmoms for papiraviser og en momssats på otte procent for digitale tjenester, mens den anden halvdel - omfordelingsalternativet - foreslår en ens momssats på otte procent for både papiraviser og digitale redaktionelle tjenester.

En nyskabelse i den norske betænkning er et forslag fra omfordelingsalternativet om en støtteordning baseret på redaktionelle omkostninger. Det foreslås, at en virksomhed kan få et tilskud på 20 procent af de redaktionelle omkostninger - dog højest 30 millioner norske kr.
Der foreslås desuden bl.a. produktionstilskud, nye stipendieordninger, projektstøtte og støtte til forskning og efteruddannelse.
Betænkningen skal nu i høring - inden den norske kulturminister kommer med forslag til en ny støtteordning. Læs betænkningen her http://www.regjeringen.no/nb/dep/kud/dok/nouer/2010/nou-2010-14/3.html?id=628606#

I Danmark er der netop nedsat et udvalg af medieforskere og brancherepræsentanter med fhv. finansminister Henning Dyremose som formand, som senest den 1.oktober 2011 skal fremkomme med modeller til en fremtidig mediestøtte.

Mere om nøgleordene