Danske Fagmedier A/S

Ny adm. direktør for Danske Fagmedier

Danske Fagmedier får ny administrerende direktør. Mediehuset, som udgiver Dagbladet Licitationen, Mester Tidende, ArkByg, Motor Magasinet, Transport Magasinet samt Nyhedsinformation for social- og sundhedssektoren, har ansat Michael Jørgensen som administrerende direktør.

Michael Jørgensen, der er 49 år har i de seneste 9 år været bladsalgschef på Børsen.

"Vi har dermed valgt en leder, som har erfaring med medier, og som vi i Danske Fagmediers bestyrelse er overbeviste om kan implementere og udvikle de mange tiltag, som vi har iværksat i de seneste år", siger Nils Sjøberg, der etablerede Danske Fagmedier med afsæt i størstedelen af Aller Business bladhus 1. januar 2010.

Samtidig med at Michael Jørgensen tiltræder som administrerende direktør for Danske Fagmedier bliver Danske Fagmediers nuværende direktør, Peter Fredgaard, ny arbejdende bestyrelsesformand for mediehuset. Dermed kommer Danske Fagmediers ledelse til at bestå af administrerende direktør Michael Jørgensen, bestyrelsesformand Peter Fredgaard og udviklingschef Nils Sjøberg.

 

 

Mere om nøgleordene