Danske Specialmedier indgik i går en rammeaftale med Infopaq, som giver foreningens medlemmer fordele på flere fronter. En tilsvarende aftale vil måske snart komme i hus med Infomedia. Men her er forhandlingerne stadig i gang.
”Der er på området for medieovervågning tale om en gensidig afhængighed, som vi mener, kan danne basis for relevante rabatordninger til fordel for vores medlemmer. På den ene side har specialmedierne behov for at synliggøre sig og komme ud med deres budskaber via Infopaqs og Infomedias udklipsservice. Og på den anden side har disse to brug for os for at kunne levere et så godt et produkt som muligt til deres kunder,” forklarer Christian Kierkegaard, direktør i Danske Specialmedier.
Konkret indebærer aftalen med Infopaq, at de, der leverer elektroniske presseklip til tjenesten vil få en bedre afregning, samtidig med at de vil få rabat på ydelser, de køber af Infopaq. Rabatten vil stige i takt med det antal medlemmer, der tilmelder sig ordningen.
”Jeg vil stærkt anbefale den nye aftale til alle vores medlemmer. På den måde vil de være med til at fremme andre aktører på markedet for medieovervågning, samtidig med at de selv vil blive mere synlige og dermed få en større gennemslagskraft,” siger Christian Kierkegaard.
Flere forhandlinger igang
Danske Specialmedier er meget interesseret i en aftale med Infomedia i stil med den netop indgåede med Infopaq for at skaffe sine medlemmer den bedst mulige afregning og den lavest mulige pris for køb af ydelser. Og forhandlingerne er igang. For også Infomedia har interesse i en sådan aftale.
”Specialmedierne står for meget af den originale journalistik. Og den vil vi gerne hjælpe med at gøre endnu bedre ved at stille en billigere søgefunktion til rådighed,” siger direktør Anders Lassen, Infomedia.
Til gengæld vil Infomedia meget gerne have, at specialmedierne leverer deres stof til tjenesten digitalt, da det vil gøre alting nemmere både for kunderne og Infomedia selv. Som det foregår nu, sidder folk hos Infomedia og klipper i specialmedierne på gammeldags vis, hvilket både er langsommeligt og besværligt. Så noget af det, de aktuelle forhandlinger drejer sig om, er en afregning til leverandørerne blandt specialmedierne, der er dobbelt så stor som i dag. Betingelsen er, at de leverer en PDF af deres blad til Infomedia.
”Vi vil meget gerne have specialmedierne ind i vores digitale overvågning, så kvaliteten bliver bedre og det bliver nemmere at søge i stoffet,” forklarer Anders Lassen.