Når der kommer en ny mejetærsker på markedet, kan man gå ind på nettet og se et videoklip, der viser, hvordan den ser ud, hvad den kan, og hvordan førerhuset er indrettet. Eller man kan se, hvordan halm bliver til olie, om sikkerhed på arbejdspladsen og meget mere.
Bag optagelserne står Maskinbladet. Og de kan alle ses på bladets hjemmeside. De mest sete er klippene med de nye maskiner, som har fået deres eget sted på hjemmesiden kaldet ”Powergear”.
”Det er utrolig populært og noget af det, vi får flest klik på," fortæller chefredaktør Rasmus Dalsgaard.
Det er nu halvandet år siden, bladet besluttede at supplere det trykte medie med web-tv. Og man er derfor en god del erfaringer rigere. Blandt andet ved man nu, at det ikke – som man troede i starten – er nogen god ide at bruge web-tv til at præsentere almindelige nyheder. Til at begynde med producerede Maskinbladet således en ugentlig nyhedsudsendelse, bygget op à la TV-avisen med studievært og hele molevitten. Den er nu droppet, fordi det aldrig lykkedes at trække seere til i større tal.
”Vi fandt ud af, at konceptet med en nyhedsudsendelse var for stift. Nettet er et meget levende og hurtigt medie, og dermed mere egnet til korte klip, som fx i Powergear eller små, korte nyhedsklip. Og i modsætning til på nyhedsudsendelserne fik vi meget hurtigt en rigtig god respons på disse ting,” siger redaktøren.
Responsen kom ikke bare fra brugerne, men også fra annoncører, som begyndte at producere reklamer til web-tv. Dette har krisen dog dæmpet lysten til. Og da Maskinbladets web-tv er tænkt som en forretning, har konsekvensen været, at man har måttet skære i produktionen. Således er den tv-journalist væk, der til at begynde med blev ansat, lige som der lægges færre klip på hjemmesiden.
Teasere fremfor reklameblokke
I takt med at man har fundet den rette opskrift på brugen af tv på nettet er interessen fra brugerne steget støt. For samtlige klip er man nu oppe på i alt 65.000 visninger om måneden. Af samme grund holder også annoncørerne ved, om end de er til stede på en anden måde end før. Hvor de til at begynde med lå i 30 sekunders reklameblokke før og efter alle klip, bruger Maskinbladet nu i stedet teasere på få sekunder, som seerne skal klikke på, hvis de vil se hele reklamen.
”Sådan har vi valgt at gøre det. Og igen fordi nettet er et rapt medie, hvor brugerne lynhurtigt klikker væk, hvis de ikke fænges af det, de ser,” siger Rasmus Dalsgaard.
En anden erfaring, man på Maskinbladet gerne vil give videre, handler om kvaliteten af de klip, der lægges på hjemmesiden.
”Inden man kaster sig ud i web-tv, skal man sikre sig en ordentlig og professionel kvalitet. Det går ikke med hjemmevideoer,” siger redaktøren. Derfor optager Maskinbladet i dag i fuld HD-kvalitet og har brugt mange penge på at investere i det rigtige udstyr – både til optagelser og til visning på nettet. På samme måde bruger man tid og kræfter på at redigere sine optagelser, så klippene bliver værd at se på. Bortset fra det, er der dog ikke noget, der bør skræmme nogen, mener redaktøren. Efter hans mening er det hele faktisk temmelig ukompliceret, når det kommer til stykket, hvorfor det kun er fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan bruge web-tv til og i det hele taget foretage sig på alle de nye platforme, der opstår.
”Teknologien udvikler sig med lynets hast. Og det er bare om at følge med, der hvor folk er,” siger Rasmus Dalsgaard.