Nyt magasin med statsstøtte
Fynske Medier og Syddanske Medier vil gå sammen om at udgive et nyt magasin, der skal nå ud til flere end 500.000 læsere af de lokale og regionale dagblade på Fyn og i Syd- og Sønderjylland, skriver nyhedsbrevet Dansk Presse.
Det nye magasin, der udkommer til efterår, vil have indhold inden for bl.a. erhverv, livsstil, uddannelse og kultur. magasinet kan med udgangspunkt i det geografiske område komme ud til en ny og bredere skare af læsere til gavn for både læsere og annoncører, forklarer redaktionschef Erik Stærke fra Fyens Stiftstidende.
Magasinet er et produkt af et konstruktivt samarbejde mellem Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis i Fynske Medier og JydskeVestkysten i Syddanske Medier.
De tre dagblade, der går sammen om tillægget, modtager alle statsstøtte i form af støtte til distribution og fritagelse for moms af bladsalget.
Danske Specialmedier ser udgivelsen af det nye magasin som endnu et eksempel på skævheden i den nuværende mediestøtte. Organisationen finder det stærkt konkurrenceforvridende, at et magasin reelt får statsstøtte, fordi det udsendes med dagblade, mens magasiner uafhængigt af dagblade skal betale moms af bladsalget og ikke får støtte til distributionen.
Eksemplet vil sammen med en række andre blive fremlagt for mediepolitikerne, når de næste år skal forhandle en ny mediestøtte.
