Postliberalisering

Postliberalisering yderligere forsinket

Først bebudede regeringen, at lovforslaget om liberalisering af posten skulle fremsættes i januar 2009 - dernæst i februar 2010 - og nu skriver den nye transportminister Hans Christian Schmidt i et brev til Danske Specialmedier, at han ikke kan give tilsagn om et lovforslag til behandling før i den kommende efterårssamling og med ikrafttræden den 1.januar 2011.
Ministeren skriver, at åbningen af det danske postmarked var lagt til rette, så ændringen af postloven skulle have været gennemført i første halvdel af 2010.

- Det seneste års markante forværring af Post Danmarks økonomi har imidlertid medført, at de forhandlinger i postlovsforligskredsen, som nu er gået i gang, i første omgang fokuserer på at sikre realistiske rammer for den fremtidige varetagelse af befordringspligten på en økonomisk bæredygtig måde, skriver ministeren.

Og det stadig mere uklart, om liberaliseringen sker den 1.januar 2011. Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag har transportministeren umiddelbart før påske forhørt sig i EU-kommissionen om, hvorvidt Kommissionen overvejer at fremsætte forslag om at indlede forhandlinger om tilbagerulning af beslutningen om en fuld liberalisering af postmarkedet - eller en udsættelse af implementeringen af direktivet.
Danske Specialmedier finder det meget utilfredsstillende, at vilkårene for det frie postmarked først kendes umiddelbart før den 1. januar - og at denne frist kan blive udskudt yderligere.

- Distributionsomkostningerne er blevet en stadig større belastning for mange blade og magasiner - og kun et helt frit marked, hvor alle aktører kan konkurrere på lige vilkår, kan holde priserne i ro eller få dem ned, siger Danske Specialmediers direktør Christian Kierkegaard.

Han siger, at i 2004 tilkendegav regeringen og Dansk Folkeparti i finanslovsforliget i forbindelse med ophævelsen af portostøtten en forventning om, at konkurrencen på distribution ville føre til lavere priser - men her seks år efter, er forudsætningerne for denne konkurrence ikke til stede.

 

Mere om nøgleordene