- Forening
- Medieområdet
- Videndeling
- Udgiver
- Service
- Dokumentation
- Links
Skattekommissionen gør i sin betænkning op med nulmomsen for aviser, som den finder konkurrenceforvridende i forhold til andre momsbelagte medier, herunder elektroniske aviser.
Kommissionen skriver:
Efter gældende momsregler er der en nulsats for aviser. Det vil sige, at udgiverne er momspligtige, men skal betale 0 pct. i moms af avissalget og har fradragsret for momsudgifterne på indkøb.
Ordningen fungerer som en støtteordning for de trykte medier og er således konkurrenceforvridende i forhold til andre momsbelagte medier, herunder elektroniske aviser og andre trykte medier. Nulsatsen kan således begrænse overgangen til elektroniske medier. Det er ikke hensigtsmæssigt at anvende momssystemet til denne form for støtte. Hvis der måtte være positive eksternaliteter forbundet med udgivelsen af trykte aviser, bør støtten i stedet gives, så der er en nærmere sammenhæng med værdien af disse eksternaliteter, og ikke med avisens pris.
En ophævelse af nulsatsen skønnes, at medføre et umiddelbart merprovenu på ca.1,2 mia. kr. ud over niveauet for betaling af lønsumsafgiften efter gældende regler.
Det foreslås, at der laves en indfasningsordning, hvor den eksisterende lønsumsafgift gradvist forhøjes indtil niveauet for momsen nås, hvorefter lønsumsafgiften bortfalder og erstattes af moms. Lønsumsafgiften for avisproducenter er baseret på salget af aviser, hvorfor en gradvis forhøjelse ikke vil give anledning til problemer med fx outsourcing.
Danske Specialmedier er meget enige i kommissionens begrundelser for at fjerne nulmomsen.
- Vi kunne ikke selv tydeligere beskrive skævhederne i den nuværende ordning. Men vi er meget uenige med kommissionen, når den vil bruge provenuet på 1,2 milliarder kr. til at finansiere skattelettelserne på arbejde, siger Danske Specialmediers direktør Christian Kierkegaard.
Foreningen opfordrer til, at provenuet bruges til en ny mediestøtte, der både går til trykte medier - herunder aviser - og til netmedier. Danske Specialmedier ser frem til, at Rambøll og medieforskeren Anker Brink Lund fremlægger modeller til en ny mediestøtte, der kan danne grundlag for forhandlingerne om et nyt medieforlig fra 2011.