- Forening
- Medieområdet
- Videndeling
- Nyheder
- Kurser og møder
- Publicering til flere platforme (2005)
- Anders Bording
- ERFA
- Reklame for alvor
- Udgiver
- Service
- Dokumentation
- Links
Avispapir skiftes ud med magasinformat, når Udenrigsministeriet på onsdag relancerer bladet Udvikling, der er udkommet siden 1974. Layoutet er nyt, og på indholdssiden øger magasinet fokus på politik, erhverv og kultur i et internationalt perspektiv.
Samtidig holder Udvikling fast i udviklingsstoffet som kerneområde og i målsætningen om at lave en udgivelse med stor faglig tyngde og bidrag fra nogle af landets bedste skribenter og fotografer på området.
Med det nye bladkoncept rækker Udvikling ud til en bredere kreds af læsere - særligt erhvervsfolk med interesse for globalisering, studerende på uddannelser med internationalt fokus og mediefolk, som kan bringe det globale stof ud til en større del af befolkningen.
Udvikling vil fortsat skrive til bladets kernelæsere, der på forskellig vis beskæftiger sig med udviklingssamarbejde - eksempelvis ngo-græsrødder, u-landsfrivillige og Danida-rådgivere, oplyser magasinet i en pressemeddelelse.
Samtidig med relanceringen indleder Udvikling som det første danske medie et redaktionelt samarbejde med det anerkendte, amerikanske tidsskrift Foreign Affairs. Det betyder, at Udvikling løbende vil bringe længere artikler fra Foreign Affairs i dansk oversættelse.
Foreign Affairs fokuserer på Vestens rolle i Verden og skrives af førende meningsdannere og beslutningstagere. Samarbejdet skal styrke Udviklings dækning af international politik og økonomi med relevans for udviklingsområdet.
Udvikling vil fortsat blive produceret af en redaktion i Udenrigsministeriet med bidrag fra freelancejournalister i ind- og udland. Fremover udkommer bladet seks gange om året, og det er stadig gratis at abonnere.